Hvorfor bliver du ved med at have smerter? – Et brev til mine patienter, som lider af kroniske smerter.

Here is the Danish version of my recent post:

“Why does your pain persist? – A letter to my patients suffering from chronic pain (part 1)” (link)

A big thank to Kasper Thornton for the translation!

 

Hvorfor bliver du ved med at have smerter?
– Et brev til mine patienter, som lider af kroniske smerter.

Først og fremmest, så hader jeg ordet kronisk. Ordet “kronisk” lyder som om at smerten vil vare evigt … men heldigvis ved vi, at det ikke er sandt. Men hvad betyder ordet ”kronisk” egentlig? Det er et ord, der selv i sundhedssektoren skaber stor debat, for hvordan defineres en ”kronisk tilstand”? Er det en smerte, der varer mere end 3 måneder? 6 måneder? En der varer for evigt?

Jeg kan ikke lide ordet kronisk. Jeg foretrækker at bruge ordet længerevarende eller vedholdende. For mig skaber netop de ord mindre frygt og efterlader håb – frem for skræk og rædsel. Desuden mener jeg, at det er mere præcise ord at bruge. Det fortæller blot, at din smerte har varet længe, men fortæller IKKE, at den vil vare evigt.
Hvis dine smerter har varet ved i noget tid nu, så har du sikkert konsulteret en masse forskelligt sundhedspersonel. Du har sikkert konsulteret din læge, måske en kiropraktor, en ortopædkirurg, en osteopat, fysioterapeut, akupunktør eller en af de utallige andre titler, der findes i denne branche.

 

Min gæt er, at du har søgt dem for at få svar. Svar på hvorfor det er, at du har ondt – hvorfor dine smerter bliver ved. Mit gæt er også, at du har fået mere end én forklaring. Nogle mener, det er en knogle, andre en muskel, et ledbånd, noget der sidder skævt og skal rettes på plads eller måske har nogle endda har fortalt dig, at dine smerter ikke er ’rigtige’/ægte!

Fælles for dem alle er , at du sikkert har fået en kortvarig lindring af symptomerne, men at de efter tid blot vender tilbage til samme niveau som tidligere.
Din smerte påvirker nu muligvis dit liv i en sådan grad, at det går ud over dit sociale liv, dit humør, din appetit, din lyst til at være aktiv. Mange mennesker omkring dig tror måske, at du ”faker”/lader som om, at du har ondt – men jeg er her for at fortælle dig, at det gør du ikke!
Lad mig fortælle dig et par ting. Din smerte er reel, og din tilstand kan heldigvis forbedres.

Det første skridt på din rejse mod en bedre og sjovere dagligdag er viden. Der findes nemlig en enorm mængde forskning, der viser ,at alene forståelsen af de mekanismer, der forårsager smerter, vil være med til at dæmpe den oplevede smerte.
Men det handler ikke kun om forskning. Jeg har haft en masse patienter igennem behandlingsforløb,  som stod præcis hvor du gør nu – men længerevarende smerter, som ikke er blevet bedre i lang tid – jeg har endda mødt folk, der har haft smerter i mere end 15år!

 

Fælles for mine patienter er, at jeg har brugt en masse tid på at lytte, tale, udvise forståelse og fortælle og forklare. Jeg har forklaret dem det, som jeg i dette brev ønsker at fortælle dig – og så er mit håb, at det vil hjælpe dig, ligeså meget som det har hjulpet dem.

 

 

 

 

 

Der er 2 hovedtyper af smerter: Nociceptive smerter og centrale smerter.

Nociceptive smerter er ofte til stede ved akut opstået skade/smerte. Det er en smerte, der er forbundet med vævsskade. En brækket knogle, et overrevet ledbånd eller en diskusprolaps for at nævne et par eksempler.

Det gode er, at alle væv har en helingstid. En brækket arm er ca. 6 uger om at hele, et ledbånd 4-5 måneder og en prolaps kan være op til 6 måneder om at hele … Men de heler!

 

Så hvis du er blevet scannet – det være sig røntgen, CT-scanning eller en MR-scanning og lægerne fandt såkaldte ”abnormaliteter”, så skal du ikke være bange! I langt de fleste tilfælde er der ingen sammenhæng mellem de fund, der er gjort og dine smerter – og selv hvis der er, så ved du nu, at de heler på maksimalt 6 måneder. Faktisk er ”abnormaliteter” på scanninger helt normale. Som det bl.a. kan ses på nedenstående graf, så har 40%(!!) allerede i 20’erne (!!) degeneration (det som vi kender som slidgigt). Heldigvis er det altså ikke 40% af alle i 20’erne, der har smerter i lænden. Der er altså ingen sammenhæng mellem det, vi kan finde ved en scanning, og det vi mærker og føler.

 

Mike Stewart, en anerkendt engelsk smertespecialist, sammenligner MR scanninger med at tage din velfungerende bil til Ferraris bedste super-bil-værksted og give dem en uge til kun at gennemgå din bil. Du afleverede en bil, der virkede upåklageligt, men tror du, de vil kunne finde nogle ”fejl”?

 

En anden måde at anskue det på, kunne være med denne metafor; Din computer går i stykker, og vi får samlet 10 af verdens bedste IT teknikkere. De får din computer til rådighed men må ikke tænde for den – de må kun kigge ind i den, ind og se på ledningerne, chips, og hvad der ellers er i en computer. Tror du, de vil kunne finde fejlen? Selvfølgelig ikke – de aner ikke, hvad der sker inde i ledningerne og hvilke fejlslutninger, der kan ske her. Prøv at erstatte computer med din krop og ledninger med dine nerver og tænk over scenariet igen.

MRI
Den centrale smerte er en smerte, der er forbundet med et overfølsomt nervesystem og er ofte til stede ved længerevarende smerter. Forståelsen af denne del af smerteteorien er essentiel for dit forløb.
I dette scenarie kunne man forestille sig, at man havde skåret sig selv i fingeren under madlavningen. Nociception (et fare-signal) sendes via nerverne i fingeren ind til rygmarven og herfra op til hjernen. Når beskeden ankommer til hjernen, er det hjernen, der afgør, hvorvidt signalet er vigtigt nok til, at der skal skabes smerte. Hvorvidt det vil skabe smerte afhænger af mange forskellige faktorer og ikke blot nociceptionen – altså det, at hjernen modtager et faresignal. Det er helt afgørende at forstå, at din hjerne altså træffer et valg baseret på en lang række oplysninger og ikke blot skriger ”SMERTE” hver gang, den modtager et nociceptivt signal/faresignal.

 

For at sætte det i kontekst så findes der faktisk findes utallige rapporter fra soldater, der beskriver, at de er blevet ramt af skud men først opdager og oplever smerten, når de er i sikkerhed. Dette kan forklares ved, at hjernen under kampen har vurderet, at det var mere vitalt for soldatens overlevelse, at han kunne flygte fremfor at opleve smerte forbundet med skuddet. Det er ofte først når soldaterne er i sikkerhed i en bil e.l., at de rent faktisk opdager ,at de er blevet ramt. Ret vildt, ikke?

 

Man kunne også forestille sig en helt almindelig hverdagssituation:

Du går en rolig søndagstur inde i byen. Da du skal krydse vejen, overser du kantstenens højde og vrider derfor om på din ankel. Vil det gøre ondt? Ja(!), selvfølgelig vil det gøre ondt.

 

Men hvis vi nu ændrer konteksten en smule, og historien nu er sådan her;

 

Du og dit barn går en søndagstur inde i byen. Da I skal krydse vejen, er du uopmærksom i et øjeblik og dit barn begynder at gå over vejen uden at kigge sig for. Idet du træder ud efter barnet, vrider du om på din ankel og ser samtidig, at en bil er på vej imod dit barn. Vil det i denne situation gøre ondt i din ankel? Mit bud er nej.

 

Og hvordan kan det nu lade sig gøre? Lad mig prøve at forklare.

 

I begge tilfælde vrider du din ankel. Der sendes i begge tilfælde et nociceptivt signal fra nerverne omkring din ankel op til rygmarven og herfra videre til din hjerne. Denne proces er ens i begge scenarier. Forskellen er at der i senarie 2 er indsat et element, hvor hjernen må vurdere, hvad der er vigtigst: Din skade til anklen eller dit barns sikkerhed/vel og vel. I denne situation vil hjernen selvfølgelig vægte dit barn langt højere, end at du skal ligge et par dage ekstra i sengen på grund af øget skade til anklen. Derfor vil du ikke umiddelbart mærke nogen smerte, da hjernen er i ”overlevelsestilstand”. I scenarie 1 er der ingen omkringliggende fare eller omstændigheder, som hjernen skal tage stilling til, og derfor vælger hjernen den mest hensigtsmæssige løsning og vælger, at du skal mærke smerte. Grunden til at du skal mærke smerte er for at passe på din ankel og tage hensyn, så du ikke øger vævsskaden mere end højst nødvendigt.

 

For at komplicere sagen endnu mere; når det nociceptive signal (faresignalet) bliver sendt til hjernen, så kan dette faresignal/farebesked ”ændres”/”redigeres” undervejs, idet signalet passerer igennem rygmarven. Videnskaben ved nu med sikkerhed, at faktorer som dårlig søvn, negative forventninger til forløbet, angst, urolighed, depression, stress samt negative overbevisninger omkring skaden alle giver mulighed for at ”skure op” for signalet. Derfor vil hjernen modtage et forhøjet faresignal fra rygmarven, og derfor vil smerteresponsen være stærkere/højere end det, som skaden i vævet egentlig bør retfærdiggøre.
Betyder det så, at dine smerter ikke er ægte?! NEJ! Dine smerter er 100% ægte. Det, jeg siger er, at dine smerter højst sandsynligt har mindre at gøre med en skade i kroppen og meget mere at gøre med et oversensitivt nervesystem. I Harry Potter filmene siger Albus Dumbledore på et tidspunkt følgende:

 

“Of course it is happening inside your head. But why on earth should that mean that it is not real?”

 

Nerverne og hjernen bliver gode til det de træner. Så hvis vi øvede os i at tale fransk i 1 år, så ville vi blive bedre til fransk. På samme måde er det med smerter. Når hjernen og nervesystemet konstant er i beredskab, så træner hjernen evnen til at føle smerte, og derved skal der mindre til, at du føler smerte.

Din forståelse af denne mekanisme er første skridt på din vej til at behandle smerterne – for som beskrevet tidligere, så har forskning igen og igen vist, at forståelse er en uhyre vigtig faktor på vores vej til ’recovery’.

Så for at opsummere det hele så:

  • Dine smerter er rigtige – og ingen skal fortælle dig, at det er noget du opdigter/overdriver
  • Du kan få det bedre igen
  • Nociception (faresignal) er ikke nødvendig eller tilstrækkelig til at skabe smerte.
  • Smerte er 100% af tiden skabt af din hjerne. Uanset om det er akut smerte eller en mere vedvarende form for smerte.
  • Viden er magt. Mange undersøgelser viser, at forståelse mekanismen bag ​​smerte, formindsker følsomheden af ​​nervesystemet.

 

Jeg håber dette har øget din forståelse for smerters kompleksitet, og jeg håber, du har fået mod på at kæmpe videre på vejen mod en mindre smertefuld hverdag.

 

Dine fysioterapeuter,

Oliver Lam & Kasper Thornton

 

*Dette brev er oprindeligt skrevet af Oliver Lam, på engelsk og efter aftale oversat af mig med en række ændringer samt tilføjelser.*